Den endelige udgave af udkom på Forlagsbureauet i Kjøbenhavn i 1875 under titlen 25 Billeder for Børn tegnede af S. Simonsen med Text af Christian Winther.
25 Billeder for Börn, som er den endelige værktitel, blev udgivet i 1875, og den indeholder i overvejende grad fabler. Det er især tamdyr, som er hovedpersoner, ikke mindst heste og hunde, og fablerne betoner modsætningen mellem den rå og den kultiverede natur: Ørnen må ikke dræbe småfuglene, men jægeren må godt dræbe rovfuglen. Samlingen er også et godt eksempel på Biedermeierlitteratur, og forholder sig karakteristisk til det nære, det trygge, det hyggelige og harmoniske og til hjemmet. Digtene har mere eller mindre tydeligt formuelerede moraler, men er andre gange bare stemningsbilleder.
Hvert lille digt har et tilhørende billede tegnet af S. Simonsen, som det også fremgår af titlen. De billeder, der hører sammen med de forskellige digte, kan ses blandt originalfilerne, der er inddelt, så hvert billede kommer før det tilhørende digt i den rækkefølge de er transskriberet nedenfor.
Her er digtene 22-25. Digtene 1-21 kan ses i Fem og Tyve Billeder for smaa Børn af S. Simonsen med Text af Christian Winther. (1)
22 [tilføjet med blyant og anden hånd]
Den syge Stork.
Mens alle de Andre mod Syd ville drage,
Den Syge maatte de lade tilbage.
Den reisende Flok med susende Vinger
De langsomt gjennem Luften sig svinger.
Med dukket Hoved, saa mat og svag,
Den staaer saa nu alene paa Bondens Tag.
___
Men næppe var tvende Døgn henrundne,
Før Frænderne, som forlængst vare svundne,
Kom atter igjen til det kjendte Sted,
Og spurgte, om den ei kunde følge med?
Men den maatte blive i Redens Fængsel;
Nu døer den vist snart af Sygdom og Længsel.
___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 23
Ænderne i Fare.
De havde nu snadret længe i Vandet,
Saa kom de da endelig op paa Landet.
Der stod de og kækkede hele Stimlen,
Og kigged med heldet Hoved mod Himlen.
Hvad saae de vel der? To Høge at flyve!
Hvad vilde de her, de Gjæslingetyve?
___
Men Ei Ænderne havde i denne Fare
En galende Hane, som kunde dem vare,
De stod kun der med Hovdet paa Skjøns og saae,
Og lod det da gaae, som det vilde gaae.
Fløi Høgen bort? eller mon den kom?
Det har jeg slet ingen Beretning om.
___
//
24. [tilføjet med blyant og anden hånd]
Kjedsomhed.
Ei Luften sig rører og Møllen staaer stille,
Det er just ikke, hvad Mølleren vilde;
Han kjeder sig; Fugten, som langsomt daler,
Den, synes mig ogsaa om Kjedsomhed taler.
See; selv de Tidsler, hvor de have Lede
Ved her at staae paa den nøgne Hede.
___
Der staaer nu en Hoppe forundret og gloer,
Mens Føllet ved Bommen sig gnider og snoer,
Hvorfor nu Føllet sig skaber saa,
Kan Hoppen ei i sit Hoved faae.
Kort, Alt sig kjeder, det er jo tydeligt, –
Forresten det hele er ganske nydeligt!
___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 25.
De fæle Rotter.
Naar Moderen seer sit Barn i Fare,
Og selv ei mægter det at forsvare, –
Da bliver det til en trist Fortælling;
Saa gaaer det nu Anden her med sin Ælling.
Den lille vralted i Gaarden omkring
Saa peent og tænkte paa ingen Ting.
___
Der kom der fra Loen tre Rotter frem,
Men Anden ei kunde naae til dem;
Hun var jo bundet, og maatte nu see,
Der voldtes hende stor Sorg og Vee,
Med Hud og Krop hendes Ælling de aad,
Og agted ei hendes Skrig og Graad.
___
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 06.12.2017
